POPCORE » Anmeldelser

Selv den bedste sag er ikke nogen undskyldning

Anders — Sun, 21 Feb 2010 20:44:03 +0000

★★☆☆☆☆

Normalt kaster jeg mig ikke ud i større rants om enkelte sange, men genindspilningen af we are the world går mig simpelthen på nerverne, så jeg er nødt til at få afløb for min galde, åbenbart var det ikke nok for mig at brokke mig over den på twitter.
Det er ikke fordi jeg har noget imod sagen der kæmpes for, hvem kan have noget imod at samle penge ind til Haiti. Men det er ingen undskyldning for at udgive sådan en gang makværk som Quincy Jones og Lionel Richie her har begået, de skulle hellere have genudgivet den originale single end det her.
Og hvad er der så galt med sangen spørger du måske?
For det første er det voldsomt uoriginalt at lave en genindspilning, det virker halvhjertet, for det andet er det set med mine øjne smagløst at Michael Jackson er klippet ind i den, og synger suet med sin søster, det kommer jo til at ligne en hyldest til ham mere end en støtte til Haiti, og egentlig vil jeg mene at der efterhånden har været overdrevent følelsladede hyldester nok til ham.
Og så er der sagnes tekniske kvaliteter, det hele starter med Justin Biber tilsat autotune, og med risiko for at modtage dødstrusler fra en større horde af aggressive teenagepiger, vil jeg gerne have lov at kalde ham overvurderet. Der er da et par vokalister på nummeret der gør det godt, Josh Groban, Tony Bennet, Barbra Streisand og Celine Dion er nu engang bare dygtige sangere, ligemeget hvad man så ellers synes om dem, men resten a koret består primært af en flok sangerinder der lider af det syndrom som en af de gamle divaer (tror det var Dionne Warwick) engang beskrev noget i retning af “nutidens sangerinder forveklser ofte inderligehed med skrigeri”, og det er det nu engang kun Celine Dion der kan slippe afsted med, fordi hun skriger bedre end de fleste.
Derudover er der en større gruppe af mandlige rappere tilsat autotune. Og først og fremmest irriterer dette mig fordi rap bare ikke passer ind i sangen, men som med mange andre velgørenhedssange der er udkommet de sidste mange år, skal det bare presses ind i slutningen af sangen for så er det jo ungt og hipt. NEJ! Det er påtaget og klamt. Hvis der skal være rap så lav et rapnummer. Og her er det så ekstra grelt fordi man lader en flok rappere rappe ind over et kor, der faktisk er sangere der ville kunne bære denne meldi bedre end de selv kan (Natalie Cole, Gladys Knight, Brian Wilson, m.fl.). Og et tredie problem, i mine øjne med brugen af rappere, er at de fleste rappere har tillagt sig en måde at rappe på der får dem til at lyde “barske”, og igen, det passer bare ikke ind her, budskabet er næstekærlighed, ikke at de kan tæve mig, så symbolværdien er bare forkert, ihvertfald med de rappere der optræder her.
Så bottomline, hvis du vil støtte The We Are The World foundation, så doner penge via deres website, eller køb originalen (selvom den egentlig også er lidt for sødsuppe) og hold fingrene lang væk fra den nye udgave, der lider meget hårdt under at man har prøvet at opdatere en klassiker med brug af populære kunstnere, på bekostning af sangens kvalitet. Og så fordi man bør boykotte alt der benytter autotune i så udbredt grad.

Og for dem der ikke skulle være blevet udsat or sangen endnu så kan den aflyttes nedenfor, men inden du når så langt så fortæl mig gerne hvad du synes om den nye udgave af We are the world i afstemningen og i kommentarfeltet forneden.

Note: There is a poll embedded within this post, please visit the site to participate in this post's poll.

Secret of Monkey Island: Special Edition anmeldelse

Anders — Tue, 21 Jul 2009 16:39:17 +0000

★★★★★☆

Monkey Island er en ting der har taget rigtig meget plads på denne blog det sidste lange stykke tid. Nu er så Secret of Monkey Island Sepcial Edition så udkommet (faktisk udkom det allerede i onsdags, men jeg har ikke haft tid til at skrive min anmeldelse før nu).

Det er en udsøgt fornøjelse for en gammel adventuregamer som mig at få lov at besøge mine gamle helte i Monkey Island igen i dette remake af spillet der startede hele postyret omkring Monkey Island, og som i stor stil er skyld i den success adventurespil nød op gennem halvfemserne.

Men jeg tror bestemt også at dette remake kan fungere som en god introduktion til serien for yngre gamere der ikke forstår hvorfor os “gamle” har gået og hejlet op om Monkey Island som den ultimative klassiker de sidste næsten 20 år. For ja det er faktisk næsten 20 år siden at spillet oprindeligt udkom, der er sket en del siden da, og det er da også noget af en overhaling spillet har fået, men det er stadigvæk ganske genkendeligt, men primært forbedringerne af musikken og det at der er kommet tale på er faktisk en forbedring af spiloplevelsen. Kontrollen er derimod forringet en smule, men stadigvæk temmelig velfungerende. Det er det gode gamle SCUMM interface der er tilbage i en lettere modificeret udgave der giver mere skærmplads, men et enkelt tasteklik mere for at kalde interfacet frem.

Den nye grafik i spillet er nydelig, og klæder spillet godt. Animationen kunne måske have været forbedret en smule, men da det jo er bygget ovenpå det originale spils motor er det vel forståeligt nk at det af og til virker lidt kantet.

Men til sagen som jo er gameplayet, alt det tekniske lir er jo noget der kun er vigtigt for indholdsløse spil :p

The Secret of Monkey Island fremstår lige så morsomt,friskt og nyskabende som det var da det oprindeligt udkom i 1990.

For de indviede er der nok ikke meget nyt at fortælle om spillet, men lad mig da kort ridse det op for de uindviede der vil høre hvad alt hysteriet drejer sig om.

Så smukt ser det ud idag (klik for større udgave)

Hovedpersonen i Monkey Island er vores antihelt, styret af spilleren, Guybrush Threepwood. Guybrush vil gerne være pirat, men med hans spinkle fysik og manglende skægvækst er det ikke det nemmeste i verden. Friskankommet til Melee Island møder Guybrush 3 pirater der giver ham 3 udofrdringer han skal klare for at blive pirat, desværre er øen også belejret af den onde zombiepirat LeChuck, og så er der noget med en kvindelig guvernør der er nok så tiltrækkende, og herefter går det så slag i slag med masser af morsomme indslag og gags og en del puzzles. Spillet har som nævnt stadig lige så stor underholdningsværdi som første gang det udkom, da jeg så er en af de små fanboys der har spillet det temmelig mange gange var der et lidt begrænset antal timers underholdning i spillet da jeg kunne de fleste puzzles udenad, men for en ny spiller skulle dette første afsnit i sagaen om Guybrush Threepwood gerne give mange timers god underholdning og et par nye grå hår i hovedbunden over et par puzzles.

Sådan så spillet originat ud. (klik for større udgave)

Min samlede vurdering af SMI:SE er ganske positiv, dog savner jeg lidt noget ekstra til os game fans, når man genudgiver en film følger der som regel en ordentlig røvfuld bonusmateriale med, det savner jeg lidt her, selvom der selvfølgelig er den indbyggede mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at skifte mellem den gamle og den nye udgave af spillet ved et enkelt tastetryk, men det er bare ikke helt nok, men den manglende stjerne er udelukkende pga. manglende nyt indhold for os gamle fan. Men stadig er det et fantastisk køb til prisen (8.99 euro) så gør dig selv den tjeneste at skynde dig at købe spillet idag, ligemeget om du er gammel fan eller nytilkommen, bare for at opleve et stykke computerspilshistorie og for at kunne deltage i snakken om gamle spil rundt om lejrbålet. Det er så helt bestemt pengene værd, selvom det er 19 år gammelt er det stadig mere udfordrende og underholdende end de fleste spil der udkommer idag.

Tales of Monkey Island anmeldelse

Anders — Wed, 08 Jul 2009 21:43:54 +0000

★★★★★★

Så skete det endelig, efter 9 års ventetid er historiens uden tvivl mest berømte adventurespilserie tilbage.

For efterhånden en del år siden udtalte LucasArts ellers at der ikke ville komme nyt i serien før tidligst 2015 da de havde mange nye originale ideer de hellere ville arbejde på (altså Star Wars licenser, Star Wars licenser og Star Wars licenser??) men de har åbenbart ændret holdning siden da. Og tak da for det.

Det er dog ikke LucasArts selv der ugiver det nye Monkey Island spil, det er derimod blevet lagt i TellTale Games hænder at udvikle det nye spil. Hvordan det er lykkeds TellTale at overtale LucasArts til at dette er en god ide skal jeg ikke kunne sige men muligvis efter at LucasArts så det fantastiske resultat de opnåede med deres spil baseret på den tidligere LucasArts ejede licens til Sam & Max spillene. Og så er det jo også betryggende at vide at Telltale games er en gruppe af tidligere ansatte i LucasArts adventure udviklings afdeling, så helt galt kan det vel ikke gå.

Nå men TellTale havde jo annonceret vidt og bredt at første del af den nye MI serie i i alt 5 dele ville udkomme den 7/7 2009, så jeg skyndte mig hjem den 7. for at se om mit download var klar, velvidende at de nok ikke var stået op derovre endnu var mine forhåbninger ikke just høje, og ganske korrekt var spillet ikke kommet op endnu hvilket også var forståeligt nok, men da klokken var blevet 4 timer efter mødetid hos telltale og der stadig intet spil var og ikke så meget som en enkelt meddelse fra firmaet om forsinkelser i leverancen, men tweets om alt muligt andet begyndet jeg helt ærligt at være lidt skuffet, det mindste man som firma kan gøre er vel at lade være med at spilde folks tid ved at lægge op til en releasetid og derefter ikke overholde den uden at give besked? nå men da klokken så nåede omkring 11 om aftenen kom der endelig en blog op hos telltale om at spillet var forsinket pga. overbelastning af deres servere, så jeg besluttede mig for at gå slukøret i seng istedet og vente med at spille til dagen efter.

Så foreløbig stod der jo altså minus et par point til TellTale på trods af mit tidligere indtryk af firmaet som værende et firma der tager sig godt af sine fans. Nå men onsdag ankom og jeg fik fri fra arbejde og kunne endelig spille mit længe ventede spil, så lad mig da fortælle lidt om den oplevelse, det er jo nok det du er kommet efter

Lad mig starte med at fortælle at det helt bestemt har været ventetiden værd og at TellTales tekniske problemer er tilgivet (gange 1000) det er et helt fantastisk spil de har fået brygget sammen, min eneste klage er faktisk at jeg skal vente en måned med at få del 2 af serien. Mig og min kammerat satte os til at spille spillet sammen omkring kl. 17 og mange hovedbrud og grin senere var vi igennem spillet kl ca. 23. Så der er en god portion underholdning i spillet for de 35-40 kriner første del af serien koster.

Spillet har en meget passende sværhedsgrad, det er udfordrende uden at man på noget tidspunkt kommer til at sidde håbløst fast som ellers ofte har været en af mine anker ved mange andre adventure spil. De mange puzzles i spillet er rimeligt logiske, jeg kan ikke komme på en puzzle i spillet der ikke blev løst med andet end lidt kreativ tænkning.

Plottet i spillet vil jeg ikke bevæge mig for meget ud i da der jo nok endnu er mange der ikke har prøvet det, så dette er spoilerfri zone, men jeg kan vist roligt fortælle at Elaine endnu engang er blevet kidnappet af den onde pirat LeChuck og at vores helt Guybrush Threepwood endnu engang kaster sig ud i en heroisk færd for at redde hende. Der er desuden et gensyn med the voodoo lady, og et lille subtilt hint om at vi nok også kommer til at se mere til den gale handelsmand Stan med de sære skjorter i et af de kommende afsnit havde de også sneget ind i spillet.

Humoren i spillet vil for fans af serien være ganske genkendelig og lige så god som den plejer at være, der var flere gange i løbet af spillet hvor vi sad og grinede højlydt, hvilket man også må takke de velcastede stemmeskuespillere for. Grafikken i spillet er ikke totalt highend, men alligevel ganske flot, og det passer godt til serien, det minder i stil en del om Curse of Monkey Island (MI3) blot konverteret til 3D, det har stadig samme tegneseriepræg som 3′eren havde. Michael Lands musik er som altid glad og det velkendte MI tema lyder herligt som altid. Min eneste anke til spillet er faktisk kontrollen der er en kombination af tastatur og mus, men det er noget man hurtigt vænner sig til og det fungerer faktisk rigtig godt, jeg er bare personligt større fan af point n’ click, men da spillet også udgives til Wii er det jo en nødvendighed at der styres med taster, og det er stadig 100 gange bedre end den horrible kontrol der var i MI4 som fik en hel del fans af serien til helt at opgive at gennemføre spillet.

Så alt i alt et spil der levede fuldt op til mine forventninger, og de få problemer TellTale præsenterede mig for på udgivelsesdagen er fuldt tilgivet omend jeg håber de får bedre styr på det til næste afsnit i føljetonen om Guybrush Threepwood hans udkårne Elaine og den onde zombie pirat LeChuck. Så alle Monkey Island fans, kom afsted og få spillet købt, og alle der aldrig har hørt om Monkey Island eller aldrig prøvet det, KOM IGANG.

Trailer

Preview fra E3

AC/DC Rock fra underlivet

Anders — Sat, 20 Jun 2009 11:01:35 +0000

★★★★★★

AC/DCs mission i denne verden er ikke noget stort, her er ingen store tanker om at ændre verden eller sende politiske budskaber, de spiller rock fra underlivet om kvinder, store maskiner og ikke så fandens meget andet.

Sjældent, hvis nogensinde her jeg oplevet så fed en koncert. AC/DC leverede tonsertung Rock n’ roll, showet startede ud med en videosekvens med en flok unge storbarmede damer på et afsporet tog der mere eller mindre voldtager en tegneserieudgave af den gode Angus Young hvorefter toget brager ud gennem skærmen på scenen i en sky af røg, og bandet sparker koncerten igang med Rock n Roll train fra deres nyeste album Black Ice.
Herefter gik det slag i slag med et mix af gamle kendinge og enkelte nye numre.
Brian Johnson var i topform omend vokalen engang imellem fejlede, om det skyldes parkens lyd eller alderdom vil jeg lade andre om at bedømme, det skæmmede på ingen måde mit helhedsindtryk af aftenen. Men den absolutte stjerne i AC/DC fik vi endnu engang påvist er Angus Young, han stjal gang på gang rampelyset med sine soloer, sit karekteristiske etbenshop og selvfølgelig sit stripshow under The Jack. Den lille mand i skoleuniformen leverer stadig varen 100% og giver den gas som en teenager på speed selvom han har ramt en alder af 54, ganske imponerende.
Vi havde fået ganske gode pladser på inderplænen, så selv på trods af min lidne højde havde jeg ret god udsigt til hele showet der ganske få rækker fra scenen, og ganske imponerende af en rockkoncert af den kaliber blev det aldrig ubehageligt at stå der, selvom stemningen var høj og publikums gear var højrere blev det aldrig ubehageligt at befinde sig så tæt på scenen så stort tak til mine medkoncertgængere for fantastisk stemning og ingen masen og skubben.
Mod slutningen af showet leverede The Angus Young et soloridt der nok blev trukket en smule i langdrag, men det er en del af AC/DC stilen, så man må jo enten bare elske eller ignorere det, de følger deres formel og den holder jo 100 så hvorfor lave om på det selvom tiden måske er løbet lidt fra langtrukne guitarsoloer, AC/DC er på mange måder en selvrefererende hyldest til guitarrockens storhedstid, og at dømme på publikum er vi mange der savner den. Og når Angus Young leverer en guitarsolo gøres det med drengerøvet charme ingen andre kan kopiere.
Aftenen sluttede af som en AC/DC koncert skal med eksplosioner ild og Highway to hell og For those About To Rock We Salute you.
Alt i alt en tour de force i sex drungs and rock n’ roll fra 5 herrer der jo burde have sat tempoet ned for længst men nægter at gøre det og heller ikke har nogen grund til at gøre det.. Pikrock som det er når det er bedst.

Og så til sidst lige en stribe anmeldelser fra et samlet opstemt anmelderkorps:
Gaffa

Og til allersidst skal der også lige væer plads til en setliste:

Rock N Roll Train
Hell Ain’t a Bad Place to Be
Back in Black
Big Jack
Dirty Deeds Done Dirt Cheap
Shot Down in Flames
Thunderstruck
Black Ice
The Jack

Hells Bells
Shoot to Thrill
War Machine
Dog Eat Dog
Anything Goes
You Shook Me All Night Long
T.N.T.
Whole Lotta Rosie
Let There Be Rock
Highway to Hell
For Those About to Rock